5 tyrkiske vidundere, du skal opleve

Del på:

Tyrkiet er meget mere end kun de kendte feriebyer. I Tyrkiet kan du svømme i kridhvide kalkbassiner, kigge statuer i øjnene i to kilometers højde og opleve utrolige vulkan landskaber.

Bjergtagende Nemrut Dagi

Over to kilometer over havets overflade i Taurusbjergene, er der et forunderligt mausoleum over – og rejst af – Kong Antiochus I, som regerede over det daværende kongerige Kommagene ca. 40 år før vores tidsregning.

Mausoleet består af et tempel med en kongerække af gigantiske statuer, som forestiller persiske og græske konger. Selve gravmonumentet består af en 50 meter høj gravhøj med ni meter høje, smukke statuer af den hedengangne konge og de græske guder og er utrolig avanceret i forhold til den tid, det blev bygget i.

Den dag i dag er mange af hovederne intakte, selv om de er trillet af deres ejermænd, men de står placeret på jorden og har ikke mistet deres skønhed. En del af magien ved stedet er, at det ligger højt oppe på et bjerg, så udsigten er betagende, og det er imponerende, at det lykkedes at bygge dette på så afsides et sted.

Du kan komme dertil fra Istanbul ved at tage indenrigsfly til Malatya, leje en bil derfra eller tage på en af de organiserede ture, som byens turistkontor arrangerer dagligt.

Amphitheatre_of_Troy

Det sagnomspundne Troja

Troja ligger i det nordvestlige Tyrkiet, og den er en af de mest berømte arkæologiske seværdigheder i verden, omgærdet af myter og sagn.

Ikke mindst takket være Homers ’Illiaden’. Det var her, den trojanske krig blev udkæmpet.

Krigen, hvor grækerne skjulte sig i en kæmpe træhest og dermed havde held til at trænge ind i byen og brænde den ned til grunden.

Det var hverken første eller sidste gang, at Troja fik sådan en medfart.

Der har levet mennesker i 3700 år, og byen er flere gange blev destrueret for at poppe op igen.

I dag står ruinerne tilbage, men naturligvis kan du se en enorm træhest på stedet. Måske med grækere indeni?

De fleste turistbureauer i Istanbul arrangerer dagture til Troja, men du kan også selv tage dertil med bus.

Ankara

Oplev hovedstaden Ankara

Istanbul er broen mellem øst og vest, og byen er meget populær blandt danske rejsende, men hvem tager til Tyrkiets hovedstad Ankara? Ikke mange, og det er synd, for Ankara er en spændende by.

Her er brede boulevarder og jetset-kvarterer, men samtidig kan man også opleve bydele med markeder, kaffehuse og en autentisk sjæl. Oveni er der interessante borge, slotte og museer, smukke moskeer og parker. Kontrastfyldt? Ja. Uinteressant? Nej.

Tyrkiets reformator, den elskede Mustafa Kemal Atatürk, er begravet i Ankara, og her er rejst et enormt mausoleum, for ham. Mausoleet ligner et oldgræsk tempel og ud over at være Atatürks sidste hvilested, er det også et museum.

Rundt om ligger Fredsparken, der er et besøg værd. De to kendte moskeer, den nye Kocatepe og den gamle Ahi Elvan er ligeledes et besøg værd.

shutterstock_152250797

Bad i naturlige bassiner i Pamukkale

Pamukkale betyder Bomuldsslottet, og hvem vil ikke gerne besøge et bomuldsslot?

Det er nu ikke bomuld, der gør Pamukkale spektakulært, men i stedet de vældige, kridhvide kalkterrasser med naturligt dannede bassiner.

Pamukkale er virkelig smukt – og som om det ikke var nok, skulle det tilmed være godt for huden at bade i det mineralrige vand.

Pamukkale er – naturligvis, fristes man til at sige – på Unescos verdensarvsliste, og det er et særsyn at gå rundt i området, der nærmest ligner et skiområde på grund af sneen – alias den hvide kalk.

Romerne brugte stedet som et stort spa-område, og er du alligevel på disse kanter, bør du lige runde romernes hellige by Hierapolis i samme ombæring.

Også her kan man tage ture med overnatning fra de vigtigste badebyer, som Alanya og Antalya.

12025435_10154399640232699_905376049_n

Månelandskabet i Kappadokien

Har du en astronaut i maven, er et ophold i Kappadokiens særprægede landskab noget for dig.

De spidse klippeformationer og det store antal grotter og huler, der er opstået efter en vulkan for tusindvis af år siden, minder om en fremmed planet.

Landskabet er opstået på grund af voldsomme vulkanske kræfter, men der er ingen fare, for det er mange tusinde år siden, at vulkanerne gik i udbrud.

Her er interessante minder fra fortiden. Et af dem er den underjordiske by Kaymakli, hvor beboerne har hugget boliger ud i et etagesystem i klipperne, som er bundet sammen af et sindigt tunnelsystem.

I alt er der fundet 36 underjordiske byer i området, med Derinkuyu som den største. Byens indbyggere var kristne, og i det hele taget er der mange spor efter de første kristne samfund, som flygtede fra romerne efter år 100. Kirker er hugget ud i klippevægge og i de lange, smalle søjler, som er dannet af vulkanaske og klostre.

Kappadokien er på Unescos verdensarvsliste, og der er så meget at se og så mange steder at besøge, at du let kan bruge en uge på at snuse rundt fra sted til sted. Men mindre kan også gøre det.

Kilde: BT.dk

Gem

error: Indholdet er beskyttet mod kopiring