Historien om Side

Del på:

Ifølge legenden er Side opkaldt efter frugtbarhedens og naturens gudinde Side, der også betyder granatæble.Det fortælles, at Side en gang gik en tur ved Manavgatfloden sammen med sin lille datter og sine nymfer. De plukkede blomster og kom forbi et træ med tynde grene, blanke blade og farverige blomster.

Da Side knækker en blomstergren af til sin datter, begynder der at dryppe blod ud af grenen. Side forstår straks, at det er en nymfe, der har camoufleret sig som træ for at beskytte sig mod de onde mennesker, der jagter hende, og hun bliver meget ked af det. Hun vil gå væk, men hendes fødder sidder fast i jorden, og hun kan ikke bevæge sig. Op fra hendes fødder vokser der et tyndt lag bark, og hun begynder at tage form som et træ. Nymferne bliver meget bedrøvede, og deres tårer vander Sides rødder.

Jeg har gjort noget forkert”, siger Side til sine nymfer. ”Jeg vil herefter med mine mange blodfarvede frugter være et symbol på naturen, livet og frugtbarheden. Lad min datter komme her ofte, så hun kan lege under min skygge. Lad hende ikke ødelægge noget træ; måske hvert træ eller blomst er en gud i forklædning”. Siden da bredte granatæbletræer sig over hele halvøen. Granatæblet på mønter og mure blev Sides vartegn i antikken.

IMG_6797Ordet Side er af anatolsk oprindelse og antyder, hvor de første bosættere kom fra. Formentlig har de været hittitter fra Anatolien. Under udgravninger er der således fundet en søjlefod af basalt af senhittittisk oprindelse, og denne er dateret til det 7. årh. f.K. Muligvis har der været en tilflytning ved den mindre folkevandring, der fulgte efter erobringen og ødelæggelsen af Troja ca. 1200 f.K. De græske geografer Strabon (63 f.K.-19 e.K.) og Arrianos beretter, at de første græsktalende indbyggere kom fra byen Kyme i det vestlige Anatolien, 50 km nord for Izmir, og da de ankom, kunne de ikke forstå det sprog, der blev talt i området. Denne kolonisering fandt sandsynligvis sted i det 7. årh. f.K., men meget tyder på, at tilflytterne blev så integrerede, at de glemte det græske sprog. Der er således udgravet flere inskriptioner, der ikke kan tydes og oversættes, og de er alle fra det 3. og 2. årh. f.K. Mønter tilbage til 500 f.K. har tegn, der ikke kan tydes, og først i det 2. årh. f.K. dukker der græske mønter op. Også den græske gudeverden må være gået i glemmebogen, idet det var anatolske guder i form af modergudinden Kybele og måneguden Men, der blev dyrket.

IMG_6793Man ved, at Side var hittittisk domineret og blev en del af Lydien i den vestlige del af Lilleasien i det 7. årh. f.K. og kom under persisk styre i 546 f.K. Byen kunne dog præge sine egne mønter i det 5. årh. f.K., hvilket tyder på en vis grad af selvstændighed. Man har nok heller ikke været helt vilde med perserne, for i år 333 f.K. overgav man sig uden kamp til makedoneren Alexander den Store, og hermed startede helleniseringen på alle områder, herunder sprog, arkitektur og mytologi. Således blev Kybele til den græske gudinde Athene, og Men blev erstattet af Apollon.

Efter Alexanders død var Side først under Ægyptens ptolomæiske dynasti og bagefter under det seleukidiske dynasti i Syrien, der begge var grundlagt af Alexanders generaler. Havnen blev udbygget, og byen blev hurtigt en af de vigtigste og rigeste byer på sydkysten med omkring 40.000 indbyggere. I år 190 f.K. var Side vidne til et stort søslag mellem en flåde fra Rhodos med støtte fra Rom og kongeriget Pergamon og den syriske kong Antiochos III’s flåde, der var under kommando af den senere så berømte Hannibal, feltherren fra Karthago. Side holdt med Hannibal og Antiochos, men den rhodesiske flåde vandt slaget. Det lykkedes dog Side at holde sig fri af Pergamon og forblive uafhængig. I denne periode var Side et center for handel, kultur og uddannelse i det østlige Middelhav. Antiochos VII, der besteg den syriske trone i 138 f.K., blev således sendt til Side i sin ungdom for at blive uddannet og tog tilnavnet Sidetes til minde om sin muntre tid i byen. En anden kendt borger var lægen Mnemon i det 3. årh. f.K.

I det 1. årh. f.K. bredte sørøverne fra Kilikien sig til Pamfylien, hvor Side var den største og rigeste havneby. De gjorde byen til flådebase og skibsværft og Middelhavets største slavemarked, og indbyggerne synes at have tolereret det, da det gav ekstra handel og velstand, men også et dårligt ry. StratonicSide-antik-selimiyeus, der var kendt for sine skarpe svar og vitser, besvarede således spørgsmålet ”hvilket folk er det værste og mest forræderiske?” med: ”I Pamfylien er det indbyggerne i Phaselis, men i hele verden er det dem fra Side”. Men i 67 f.K. blev piraterne nedkæmpet, da den romerske feltherre Pompejus jagtede dem fra vest mod øst med en stærk hær og flåde. Herefter kom Side under romerne, der rejste flere monumenter og statuer til Pompejus’s ære og eftermæle.

Under romersk styre oplevede Side sin anden gyldne epoke. Fra det 1. til midten af det 3. årh. e.K. blev Side en storby og sæde for provinsguvernøren. Den store havn, der også var flådebase, og de romerske veje gav et opsving i søhandelen, især med Ægypten, og de importerede varer gik med karavaner til det centrale Anatolien. Eksporten bestod af olivenolie, vin og tømmer. Hundredvis af forretninger bredte sig langs hovedgaderne og langt ind i de smalleste sidegader. Byen vedblev med at være et center for slavehandel, og disse slaver kom især fra Afrika. Byen havde en stor handelsflåde, der – traditionen tro – ikke gik af vejen for lidt sørøveri, når mulighederne forelå.

Velstanden kom ikke blot købmændene til gode, men dryppede også på byen og dens øvrige indbyggere. Store summer blev givet til konkurrencer og teateraktiviteter, til byforskønnelse og til sociale og religiøse institutioner. F.eks. fremgår det af inskriptioner, at nogle oprettede et suppekøkken for offentligt ansatte og ældre medborgere, en kvinde organiserede gladiatorkampe, og en anden holdt en fest for byens søfolk. Størstedelen af de bygninger og monumenter, der er tilbage i Side, kan dateres til denne epoke.

I slutningen af det 3. årh. blev byen angrebet af bjergstammer, der i år 269 ødelagde akvædukten, hvilket var en katastrofe, da der ikke var kilder i byen. Et ægtepar Lollianus betalte for reparationen, og som tak rejste borgerne statuer af ægteparret flere steder. I det 4. årh. blev angrebstruslen så alvorlig, at man opgav en del af byen og byggede en ny bymur tværs over halvøen på begge sider af teatret. I det 3. årh. var der en kristen menighed, idet kejser Diocletian (285-305) iværksatte kristenforfølgelser i byen. Fra denne tid er der også fundet rester af 2 jødiske synagoger.

Sides sidste blomstring kom under Det byzantinske Rige i det 5. og 6. årh., hvor byen blev ærkebispesæde for det østlige Pamfylien. Nogle af templerne blev omdannet til ortodokse kirker, og byen voksede uden for bymurene. I midten af det 7. årh. startede de arabiske piratan-greb, der gjorde hele den anatolske middelhavskyst til en krigszone. Samtidig sandede havnen til. Indbyggerne begyndte at flytte til Antalya, der var bedre beskyttet, og som efterhånden overtog Sides rolle som sydkystens vigtigste havneby. I det 9. årh. brændte en større del af byen, der efterhånden blev kendt som Gamle Antalya. I det 10. årh. blev stedet endnu en gang berygtet som sørøverrede, denne gang på arabiske hænder.

Jordskælv i det 9. og 12. årh. og en tiltagende sandflugt gav dødsstødet, og byen forsvandt under klitterne. Da seldsjukkerne ankom i 1207, slog de sig ned nordøst for byen, og i 1391 kom området under ottomanerne, en anden tyrkisk stamme.

Skærmbillede 2016-05-06 kl. 20.47.13Efter at tyrkerne havde afværget den græske invasion i 1922 og efter fredstraktaten i Lausanne i 1923, blev der foretaget en etnisk udrensning, hvor græske og tyrkiske minoriteter i de 2 lande blev udvekslet. De fordrevne tyrkere fra Kreta slog sig ned på den yderste spids af halvøen og grundlagde fiskerbyen Selimiye – den nuværende turistby – oven på ruinerne. Siden 1947 har byen været under udgravning af tyrkiske arkæologer, der forsøgte at flytte landsbyen, hvilket ikke lykkedes. Det har dog ikke hindret de lokale i at lege skattejægere, idet der siden 1970 er dukket flere møntfund op hos europæiske kunsthandlere. I 1986 var således en skat på 560 sølvmønter fra midten af det 2. årh. f.K. med en vægt på 8,5 kg sat på auktion.

I 1970’erne dukkede de første badegæster op, og i 80’erne startede byens forvandling fra fiskerby til centrum for masseturismen.

Side er i dag optaget på UNESCOS liste over beskyttede områder.

error: Indholdet er beskyttet mod kopiring